Epistlen Skriver

Forrige weekend læste jeg ‘Anti-ledelse’ af Rune Lykkeberg i Information.

Det fik mig til at skrive en mail til ham, hvor jeg blandt andet skrev følgende:

Kære Rune Lykkeberg,

Jeg har længe håbet at Information ville gå først i et opgør med
moderne ledelse. Jeg håber at du kan bruge de følgende strøtanker til
noget:

Som forfatter til “Anti-ledelse” er du selv en leder, og dine råd om
anti-ledelse er netop banale råd af samme type som dem den megen
ledelseslitteratur er fuld af. Din organisation er arbejderklassen, og
du vil nu rekruttere en mængde mellemledere til at lede klassekampen
mod ‘erhvervslederne’.

Der er ikke noget magtfrit rum, som du skriver, og derfor kan man ikke
komme uden om ledelse. Men man kan ønske, at dem, der har magt,
forvalter den ansvarligt. Deri ligger håbet for et opgør med moderne
ledelse.

Moderne ledelse er en skønsom blanding af storebroderlig magtudøvelse,
new age-spiritualisme og samfundsvidenskab, ofte ledsaget af et fravær
af enhver konkret substans, og eftersom ledelsesansvar er tidens
vigtigste tegn på social anerkendelse og opadstigen, er moderne
ledelse et af Vestens væsentligste problemer.

For et grelt eksempel: Når de offentligt ansatte og de offentlige
finanser segner under new public management. Eller et endnu værre
eksempel: Da medarbejderne hos France Telecom i snesevis kastede sig
ud fra deres arbejdsplads’ øverste etager.

Som et forsøg på at erobre diskursen er ‘anti-ledelse’ godt tænkt, men
du gør ikke op med moderne ledelse. Du bekræfter derimod moderne
ledelse i din opfordring til at lede opad. Og når den indvarslede
klassekamp, hvis magtudøvelse gennem historien har været uhyrligt
uansvarlig, er vundet, vil organisationer af enhver art igen begynde
at udøve magt over mennesker som de hidtil har gjort, og nye
interessekampe kan begynde.

Vi må foretrække et vist mål af formaliseret ledelse, for magtudøvelse
foregår altid. Vi bør forsøge at afklæde moderne ledelse, så
magtudøvelsen, som vi ikke kan slippe af med, kan synliggøres og
svækkes. Derved er der også et håb for at din kamp ikke fører til mere
af det samme.

Hvad siger du til det?

Døden som generøsitet:

Den døde overgiver livet til de levende

At hænge ved livet er gerrigt, nærigt, selvisk

Drømmen om et evigt jordisk liv er det ondeste jeg kan forestille mig:

En verden af oldinge, “død over alle ufødte børn”.

Jeg læser denne hyldest til november af Søren Gosvig Olesen hvert år:

Et citat lyder

“Naturen bliver nøgtern i november. Den viser sig uden al mulig pynt. Den går over til funktionalismen. Det er ren Bauhaus! Det er udfordrende. Kan du se det i øjnene? Tør du?”

Pia Lauritzen har delt et udkast til første kapitel af en debatbog. Det handler om spørgen, tro og viden, og jeg har kommenteret indlægget. Der kunne komme flere meget interessant debatter ud af det.

Casper Meinhardts blog er tilføjet listen over filosofi-relaterede blogs.

Min oversigt over andre danske, filosofi-relaterede blogs er netop opdateret.
Jeg har afkortet listen af posts fra 10 til 3 per blog, så siden skulle kunne vises lidt hurtigere.

Ud røg SDUs blog, Torben Sangilds ‘Det Spekulative Øre’ og ‘Oplysningskritik‘, der alle har manglet opdateringer i et års tid.

Ind kom ‘Caroline Osv’, Vhs, Torben Sangilds weblog (den er da også intellektuel, Torben!), og Peter Klars blog.

Jeg havde gerne tilføjet også Den Femte Salons opdateringer, men der er ikke noget RSS feed at tage fat i.

Da jeg besluttede mig for at skrive dette indlæg, spurgte jeg mig selv: ‘Hvad er det egentlig, du vil sige?’, og forsøgte at skabe en mental disposition for indlægget.
Denne form for tænkning kunne godt ligne en overjegets monolog, men den er overjegets dialog med en ekstern form, som kunne være f. eks. logik eller metode, former, der har samme interesse som overjeget, nemlig at kontrollere tankestrømmene hen i mod formen.
Sådan set har den eksterne form højere autoritet over tankestrømmene end overjeget.

B.K.S. Iyengar er en guru for mange yoga-dyrkere (ikke for mig, der plukkede en af hans bøger tilfældigt ud i en lufthavnskiosk i Mumbai). I sin “The Tree of Yoga” taler han om meditation som en øvelse i at forlænge den stilhed, der opstår, fra det lykkes at stoppe alle tanker, til en ny tanke uvilkårligt opstår. Denne eksponent for yoga-traditionen siger altså at det kræver disciplin og mange års træning at forhindre sig selv i at tænke tanker. Han bekræfter med andre ord at tænkning foregår spontant og uvilkårligt.

Denne uvilkårlige tanke kan vi, siger jeg, blive bevidst om ved at fokusere på den, eller den kan gøre sig selv bemærket.
Som da jeg besluttede at dette indlæg ikke ville blive skrevet hvis jeg gik systematisk til værks. Jeg besluttede at cykle hjem fra arbejde uden som altid at høre musik, for at lade mine tanker om dette indlæg tænke sig selv.

Indlægget her kom i stand ved, at jeg forsøgte at gribe i den understrøm af tanker, som uvilkårligt for gennem mit hovede mens jeg cyklede hjem.
Nu er det forholdsvis naive og banale tanker jeg gør mig her, så pointen er ikke at denne understrøm af tanker – bevidste men ukontrollerede – er en garant for kvalificeret refleksion. Min pointe er at den tankestrøm, som er mulig når vi ikke forsøger at lytte til den eller kontrollere den, er en kvalificeret – og måske særlig kvalificeret – kilde til refleksion.

Implikationen er måske – det vil kræve flere cykelture – at vi bruger vore mentale kræfter forkert når vi forsøger at følge en særligt logisk eller systematisk tankeproces. En yderligere implikation er at det derfor bør undersøges om de bedste beslutninger tages ved refleksion ifølge modellen ‘hvis – så’ – hvad der er en meget udbredt antagelse.

I Nietzsches Zur Genealogie der Moral får intet lov at stå uimodsagt, sådan at intet får værdi af sandhed. Det skal ikke lede til en tanke om at sandheden er holistisk balance eller ‘midt i mellem’. Nietzsche er imod tanken om sådan noget som sandhed.

Francois Chatelet siger, frit oversat fra et radiointerview: ‘Der er nogle, der kalder Nietzsche en stor poet. Jeg vil ikke nægte at han er en stor poet, men det var ikke hans mål. Hans mål var den absolutte nøjagtighed.’

Wax on, wax off – sådan var Karate Kid nødt til at træne. I hvad der syntes formålsløse gentagelser perfektionerede han sine grund-bevægelser, og først senere opdagede han værdien af fuldstændig at mestre bevægelsen, at have internaliseret bevægelsen så meget at han mestrede den ubevidst.

I dag fik jeg sat ord på, at det der lykkes for mig for tiden, lykkes fordi jeg har slidt med at mestre det helt grundlæggende, i stedet for at stræbe efter næste niveau. I det fremherskende ledelsesparadigme gælder det stadig, trods krisen, om at strække sig for at nå sin maksimale udfoldelsesradius og vise sig klar til næste udfordring eller forfremmelse. Når jeg mestrer detaljen, åbner det nye måder at gøre nytte på.

Karate kids berømte tranespark

I dag blev Osama Bin Ladens død annonceret, og der er folkefest i USA som der var i Københavns gader efter frihedsbudskabet 4. Maj 1944.

Det er banalt at Osama bin Laden blev symbolet på USAs fjende, og at der var behov for sådan et symbol.

Men det er et stort problem for USA, at man har bekæmpet symbolet (Taliban, Saddam Hussein, Al Qaeda, Osama bin Laden) i stedet for fjenden.

Fjenden er ikke denne gang en nation eller en bevægelse. Den er en vrede, der tager form på forskellige måder til forskellige tider, og som for øjeblikket tager bo i forskellige radikale islamiske bevægelser.

Og denne vrede er måske ikke mindst (og selvfølgelig ikke kun) et resultat af USAs egen fejlslåede Mellemøst-politik.

Der tegner sig et billede af, at USA forsøger at løse sine problemer med nøjagtig den samme tankegang, som den de brugte til at skabe de samme problemer med.

Det kan man som bekendt ikke.